Årets gang på Hjemstavnsgården
Af Jørgen Findsen
Aftenen i december 2022 var godt besøgt, og mange årbøger blev udleveret. De fremmødte medlemmer var behjælpelige med at tage bøger med til venner og naboer. Tak for det! Det letter bestyrelsens arbejde. Ellers bliver det bestyrelsesmedlemmer, der må køre rundt med bøgerne. Kun enkelte bøger bliver sendt ud med Post Nord, men det er nødvendigt, da foreningen stadig har medlemmer rundt i Danmark.
Det er på denne aften, vi fortæller lidt om, hvad vi har lavet i årets løb og hvilke forventninger, vi har til det kommende år. Vi har ikke nået alle de projekter, vi fremlagde, men jeg vil her i artiklen fortælle om de projekter, som vi har gennemført i 2023.
Vi er i store træk et uændret hold af frivillige, som mødes hver onsdag. Alle gør et stort stykke arbejde for at få Hjemstavnsgården og området til at tage sig godt ud, og man kan jo ved selvsyn se, hvordan det hele fremstår som et smukt museum for livet på landet før 1950.
Når vi mødes om onsdagen, er der formiddagskaffe fra kl. 9.30 til kl. 10.00. Det er en tiltrængt pause, da de fleste allerede har arbejdet et par timer, og så er kaffepausen et vigtigt element i vores samvær. Her nyder vi fællesskabet og drøfter dagens opgaver på Hjemstavns-gården.
Det er i den gamle kustodebolig vi sidder, og der er normalt fyldt op
omkring bordet. 16 – 18 attraktive pladser til formiddagskaffe.
Ved dette store spisebord er mange beslutninger og glæder blevet delt. Ikke mindst glæden ved, at vi i 2023 blev færdige med de 2 store renoveringsopgaver. Murerfirmaet, Lars Nyland Larsen i Hårby, har fået udført arbejdet til alles tilfredshed. Ja, selv Slots – og Kultur Styrelsen har godkendt arbejdet.
Som det kan ses på billedet herunder, skal der stolpes af og kalkes, både ud- og indvendig. En opgave, der er overladt til gårdens frivillige. Endelig skal rummene indrettes, og udstyres med det rette inventar.
Vi fik en stor del af udgiften til renoveringerne dækket af Slots- og Kulturstyrelsen, af Bergia Fonden, af Assens Kommune og af egne midler fra den store arv, vi modtog i 2022 efter lærer Niels Johannes Hansen, Odense. Der er mindeord om Niels Johannes Hansen på side 7.
Den 10. januar var der tændt juletræ i kaffestuen. Der var julehygge for ukrainske flygtninge. Urmager Carl Lassen var ”primus motor” på dette arrangement. En rigtig hyggelig dag, hvor vi gav vores gæster en
rigtig god oplevelse i en svær tid.
Den 15. februar var der foredragsaften. Mange var mødt op for at høre Erik Kulavig holde foredrag over emnet “Hvad pokker gik der galt? Rusland mellem Sovjetunionens sammenfald og overfaldet på Ukraine” Kulavig er dansk lektor emeritus i russisk og sovjetisk samtidshistorie ved Syddansk Universitet. Kulavig er uddannet cand.mag. i russisk og dansk og har været leder af koldkrigsforsk-ningen. Et meget spændende og aktuelt foredrag.
19. februar var der inviteret til fastelavnsfest. Ikke tøndeslagning og kongekrone, men musikalsk underholdning, hvor melodierne var skrevet af komponisten Bjarne Haahr.
Bjarne Haahr har skrevet mere end 150 melodier til kendte danske digteres tekster.
Jacob Haahr fortalte meget levende om sin far, Pia Haahr sang solo, og alle gæster sang med på de skønne fællessange. Pianisten Lis Nielsen sørgede for musikalsk ledsagelse.
Kaffestuen er en hyggelig ramme om de mange arrangementer, der holdes i løbet af året. I vinterhalvåret kan varmepumpen fint varme lokalet op, og køkkenfaciliteterne klarer opgaven ved selskaber op til 60 personer. I 2023 er der afholdt tre koncerter med folkemusik i et samarbejde med Helnæs Kultur & Musikforening.
Er der hyggeligt og varmt inde, kan der godt være lidt koldt ude, men også her har stedet sin charme. Billedet er taget d. 22. februar og vintergækkerne fylder godt i skovbunden og langs bækken.
Kan vi ikke arbejde ude, så er der opgaver nok inde at tage sig til. De to store renoveringsopgaver er lavet færdigt, og rummene skal derfor kalkes, og bindingsværket males. Rummene skal møbleres og indrettes. Der skal laves et karlekammer ved kostalden og et pigekammer ved siden af køkkenet. Mælkekælderen skal indrettes med trug, kar og krukker. Køkkenet skal have en ny indretning. Vi har fået et nyt køkkenbord og et lille spisebord. Vinduer og døre males i en ny farve.
Håndværkerne har fundet en lille gammel dør til mælkekælderen
Selv om der var opgaver nok inde, blev vejret trodset og der blev i løbet af februar hentet fliser ved Assens Planteskole, som var lukket. Vi måtte få de store tunge 60 x 50 cm. fliser og der var fliser nok til det nye maskinhus, så der var straks et hold der tog afsted for at tage fliser op og lægge dem på paller. En lokal vognmand gjorde os den tjeneste at køre fliserne fra Assens til Hjemstavnsgården, så vi i marts kunne begynde forberedelserne og lægningen.
Som det ses på billedet, var der i løbet af februar blevet sat plader på væggen, så metalpladerne er beskyttet mod slag og påkørsel af vognene når de køres rundt.
I nogle år har vi Skærtorsdag besøgt Køng Kirke, med efterfølgende spisning på Hjemstavnsgården. I år mødte vi ved kirken, og så var der kirkevandring hvor præst Anja Damkjær True ved små stop fortalte små fortællinger. En dejlig tur fra Køng Kirke til Hjemstavnsgården, Der blev bl. a. holdt pause ved “Stenen for de faldne” på Dolevej.
I løbet af maj måned blev fliserne i maskinhuset lagt, og der er nu klar til at flere af gårdens vogne kan komme op og stå der. Maskinhuset er blevet gået efter i sømmene og der er blevet ryddet lidt op. Der er dog stadig forskellige redskaber, som der skal kigges nærmere på, og vurderes om de skal gemmes.
Mens der har været travlhed i maskinhuset, er der blevet fræset
urtehave, og som det kan ses, er der klar til at blive sået.
I urmagerhuset er det tidligere bibliotek blevet malet, og der er opsat borde og hylder. Lokalet skal fremover være vores museum for gammelt legetøj. Vi har erhvervet en meget stor samling, som hen over sommeren er på vej til at blive en præsentabel udstilling. Der er rigtig meget legetøj, så der må sorteres kraftigt i delene, så det endelige resultat bliver flot op spændende at gå på opdagelse i.
Janna har virkelig haft travlt med at få det hele på plads, og få skabt nogle forskellige tableauer med hestevogne, landbrugsredskaber, vilde dyr, skibe m.m. Der er så meget legetøj at der kan laves skiftende udstillinger.
Midt i urmagerhuset har Knud begyndt at indrette et museum for Køng-klokker. Vi har fået samlet nogle flotte eksemplarer som viser forskellige modeller af de klokker som i tidens løb er blevet bygget i huset. Knud har samlet forskellige beskrivelser som fortæller noget om familien Wisby, om urene og om den gang huset brændte, og efterfølgende blev pillet ned og blev flyttet her til Hjemstavs-gården, Det var den lokale arkitekt Hans Krog, som var tovholder på hele det projekt med at genopføre huset som det står nu.
Ikke alt i maj måned gik op i arbejde, der blev også festet. Vi afholdt traditionen tro majstangsfest lørdag d. 20. maj hvor vi næsten kan sige ”traditionen tro” havde vi besøg af Korup Ubberup folkedansere. Det giver en helt særlig stemning når folkedanserne svinger rund på plænen, og majstangen er rejst. Vi er glade for deres deltagelse!
Honningdagen blev afholdt d. 24. juni. Ebba og Ejvind var som altid forberedt, og dagen var også blevet markedsført via avisen og på Facebook, men desværre blev dagen ikke markedsført af Biavlerforeningen. Vi var vist de eneste på Fyn som markerede dagen, så der kom desværre ikke mange gæster. Ebba havde som sædvanlig pyntet sin stand op.
Fra foråret og hen over sommeren er bygninger og området som sædvanlig passet efter bedste evne. Der bliver lagt mange kræfter i arbejdet med at fuge, kalke og stolpe af, og med samme entusiasme
bliver der luet ukrudt rundt om bygningerne og i haven.
Midt på sommeren, tirsdag d. 11. juni, var alle frivillige med ledsager, inviteret en tur til Jylland. Vi skulle besøge Egtved Museum, Robert Jacobsens skulpturpark og Bindeballe købmandsgård. For at gøre turen så hyggelig som muligt kørte vi turen i bus. Det var en tur, hvor vi fik lejlighed til at se, hvordan andre løser opgaven med at indrette et museum. Dette egnsmuseum bliver på samme måde som Hjemstavnsgården, drevet af nogle ildsjæle, der lægger et kæmpe arbejde i at få det til at fungere.
Efter besøget og frokosten, kørte vi til Egtvedpigens grav. Den blev besøgt på vej til Robert Jacobsens skulpturpark. Parken var en fin oplevelse, og den blev ikke mindre god af, at vi havde en lokal guide.
Efter sådan nogle oplevelser måtte bussen køre en tur til købmanden! Selvfølgelig skulle vi besøge Bindeballe Købmandsgård, som også er et museum. Købmandsbutikken har gennem årene udviklet sig til lidt af en kommerciel forretning, men den trækker stadig en masse turister.
Efter besøget i Bindeballe, gik turen tilbage til Fyn. Tilbage i Gummerup fandt vi vores biler og kørte til Glamsbjerg Hus, hvor vi fik sluttet dagen af med en dejlig middag. Sådan en ”fælles” dag er med til, at vi lærer hinanden bedre at kende og får hilst på ægtefællerne.
Da vi nåede august, kunne jeg med glæde gå rundt og tage nogle fotos af vores karlekammer og mælkekælder, (også kaldet ølkælderen). Begge rum er indrettet, så man næsten fornemmer, at der er liv på gården, og det er indrettet, så det viser, hvordan livet tog sig ud på landet for 130 år siden.
Når vi skal have indrettet rummene, går vi på depotet eller loftet og finder møbler, fade, redskaber m.m. Også dyner og sengelinned har vi en masse af, så vi kan fint fylde rammerne ud.
Karlekammeret med plads til både fodermester og karl.
Storstuen i stuehuset er blevet gået efter og gjort præsentabelt. Der er kommet en stor halvautomatisk væv ind. En væv vi har fået fra Hørvævsmuseet. De havde 2 af denne meget specielle væv, og vi sagde tak til at få den. Nu er den opsat. Venter blot på en væver! Spisebordet er blevet dækket op, og en nyerhvervelse , en flot messing lysekrone hænger nu smukt over bordet.
Også havestuen er blevet rigtig fin. Der er serveret! Kaffekanden og kopperne er sat på bordet. Den er ført tilbage til den oprindelige stue, tilbage til den oprindelige stue, efter den har været indrettet som soveværelse under filmoptagelserne i 2020 til filmen ”Du som er i himlen”. Det kan man læse meget mere om i årbogen fra 2021.
Lige omkring 1. september blev selvbinderen trukket uden for maskinhuset. Der skulle laves service på den. Det er lidt af et arbejde at få den gjort høstklar. Bl. a. skal transportsejlet sættes på, den skal smøres, og vingerne skal tjekkes for brud. I år måtte den have en vinge skiftet. Det var godt, at vi havde sådan en på lager, for det er der nok ikke andre, der har!
Desværre var alle kræfter med klargøring af mejetærskeren spildt. Det tørre forår havde gjort at kornet var meget lavt, og det var faktisk delvis dækket af ukrudt. Det kunne den gamle selvbinder ikke klare, så der blev ikke høstet korn i år. Det hele er efterfølgende blevet pløjet ned.
Det ”sidste læs” til høstfesten blev et læs ”Morten Korch baller” som erstatning for kornneg.
Trods de manglende kornneg, blev det en rigtig god høstfest. Der var mange besøgende, og der blev danset folkedans på plænen af Korup- Ubberud Folkedansere, og historiker Lars Christensen holdt høstalen.
Høsttalen kan læses på side 36. Selvfølgelig blev der også serveret æbleskiver og ”rød tår”, da det sidste læs holdt på gårdspladsen.
Efter at hestene Gina og Silja var taget fra høstvognen ”tilbød” de sig til at trække passagervognen med publikum på en lille tur rundt i Gummerup.
Vi havde også besøg af et par velholdte veterantraktorer på dagen. Et nyt input til høstfesten. Det gav liv på marken ved P-pladsen, og flere var forbi for at se de fine køretøjer.
Først høster vi korn, så en måned efter høster vi æbler i æblelunden. Vi plukker æbler, og publikum kommer med deres egne æbler, og så bliver der ellers presset æbler til most. Ingemann Jensen er vores trofaste hjælper, når der i uge 42 bliver holdt Æblefestival. Igen et godt besøgt arrangement, hvor vi også havde den fornøjelse at se børn på besøg. Mange fik nogle flasker dejlig æblemost med hjem, og de fleste besøgende fik smagt den æblekage, som Inger havde fremstillet af ukogte, revne æbler. En frisk og velsmagende dessert, der passer til dagen og tidens trend. ”Råkost”! Den kunne smages i Kaffestuen- naturligvis sammen med kaffe…… sådan er det med os danskere. Det går ikke uden kaffe!
Hele efteråret er blevet brugt til at arbejde med forskellige opgaver rundt på gården. Der er bliver lavet en masse forskellige ting. På biblioteket bliver der arbejdet hårdt på at få hele samlingen katalogiseret. Vores nye frivillige, Susy, har virkelig styr på opgaven og har allerede fået sorteret en stor del. Når det hele er sat i system, er det tanken, at det gøres digitalt, så alle med interesse for de for skellige bøger, aviser og opslagsværker kan søge på det.
Legetøjsmuseet bliver helt færdigt først i 2024. I hele 2023 har skolestuen været fyldt op med alt legetøjet, som skulle bruges i udstillingen, men nu er det sidste ude af skolestuen. Nu kan man igen se, hvordan en gammel skolestue skal se ud.
Selv om maskinhuset har været klar siden foråret, har vi endnu ikke fået flyttet vores vogne op på plads. Rummet har været brugt til arbejdsopgaver og opbevaring af forskellige ting. Der er blevet flyttet lidt rundt på de mange genstande i det gamle maskinhus, så vi snart kan få ryddet udvidelsen og holde indvielse af et lille ”vognmuseum” ….. der er endnu en nyskabelse på Vestfyns Hjemstavnsgård i 2023.
Køkkenet er også blevet færdigt her i efteråret. Der er blevet ændret lidt på indretningen, Det nye underskab, en gave fra en gård på Helnæs, har fået en bordplade, som vi havde liggende på depotet. Det er blevet et meget harmonisk køkken, hvor der er blevet lidt mere gulvplads. Det store saltkar er kommet ned i mælkekælderen, så nu er der blevet plads til det lille spisebord.
I kaffestuen er der også sket noget. Vores grønne stole med rødt betræk, som slet ikke passede i farverne til lokalet, er blevet malet og ombetrukket, så de falder smukt ind i de blå farver. To af de frivillige har brugt utallige timer på dette arbejde – i ”fritiden” hjemme hos dem selv. Ikke mindst har de sparet gården for omkring 40.000 kr.!
De færreste besøgende kan gøre sig forestillinger om, hvad der ydes af museets frivillige. Ikke kun arbejdskraft om onsdagen, men også egne midler til nødvendigt udstyr i de mange rum.
Tak til alle frivillige for et godt og produktivt år.