Vedtægter:

Godkendt på den ekstraordinære generalforsamling den 16. marts 2016

  • 1

Foreningens navn er ”Vestfyns Hjemstavnsforening”.
Foreningens Hjemsted er ”Vestfyns Hjemstavnsgård”, Klaregade 23, 5620 Glamsbjerg.
Matrikel 6a Gummerup By, Køng. CVR: 37 35 55 42
Foreningen er stiftet den 23. marts 1930.

  • 2

Foreningens hovedformål er at bevare og drive de fredede bygninger, der tilsammen udgør ”Vestfyns Hjemstavnsgård” som et landbomiljø med interiør og genstande fra midten af 1700-tallet og frem til 1950’erne.

Endvidere har foreningen til formål at virke for egnens hjemstavnsværdier – og for et fortsat liv på landet – ved at bidrage til at holde traditioner inden for håndværk, husholdning og landbrug i hævd.

Det kan ske ved gennemførelse af et varieret formidlingsudbud omfattende: møder, sammenkomster, arbejdsdage, udflugter og studieture, udgivelse af årsskriftet ”Vestfynsk Hjemstavn – liv og land”, andre publikationer, driften af hjemmesiden www.vestfynskhjemstavn.dk og udstillinger m.m. og i samarbejde med andre foreninger, initiativer og institutioner.

Foreningen kan ikke engagere sig økonomisk i projekter uden for Hjemstavnsgårdens matrikel.

 

  • 3

Hjemstavnsgården agtes drevet ved frivillig arbejdskraft. Større reparationer og fornyelser udføres af professionelle håndværkere med ekspertise i og interesse for fredede bygninger.

Bestyrelsen kan i påkommende tilfælde antage lønnet arbejdskraft.

Bestyrelsen rådfører sig løbende med erfaringskonsulenter: folk med viden om og erfaring med museumsvæsenet og med at holde gammelt murværk og bindingsværk og stråtag vedlige, i henhold til gældende fredningsbestemmelser.

  • 4

Som medlem af Vestfyns Hjemstavnsforening kan optages enhver person eller institution, der betaler kontingent, og går ind for foreningens formålsparagraf – § 1 og 2.

  • 5

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Denne afholdes hvert år i marts måned, og indvarsles af bestyrelsen senest en måned forud, ved avertering i lokalpressen.

  • 6

Dagsorden for en generalforsamling skal indeholde flg. punkter:

  1. Valg af dirigent og referent, stemmetællere
  2.     Aflæggelse af årsberetning ved formanden
  3.     Aflæggelse af foreningens reviderede regnskab
  4.     Fremlæggelse af budget
  5.     Orientering om foreningens arbejdsplaner for det
    kommende år
  6.      Behandling af indkomne forslag
  7.      Valg af bestyrelse og suppleanter samt revisorer og
    revisorsuppleanter.
  8.      Fastsættelse af kontingent
  9.      Evt.

Foreningens regnskab følger kalenderåret
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes skriftligt til bestyrelsens formand, og være denne i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.

  • 7

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel.

Der skal inden 30 dage indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvis mindst 30 af foreningens medlemmer skriftligt anmoder herom.

  • 8

Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødtes antal.

Sager afgøres ved simpelt flertal. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

  • 9

Vedtægtsændringer vedtages ved almindelig stemmeflerhed.

  • 10

Ophævelse af foreningen kræver fremmøde af mindst 50% af medlemmerne. Såfremt dette ikke opfyldes, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor vedtagelse skal ske ved almindeligt flertal.

  • 11

Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, hver især valgt for en toårig periode. I ulige år vælges 3 medlemmer og i lige år vælges 4 medlemmer. Hvis et bestyrelsesmedlem afgår i valgperioden indtræder en suppleant.

  • 12

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og konstituerer sig senest 14 dage efter generalforsamlingen med

  • formand, næstformand, kasserer og sekretær;
  • formand, næstformand og kasserer er sammen tegningsberettigede.

Hverken bestyrelsen eller tegningsberettigede personer har myndighed til at optage lån/stifte gæld på foreningens vegne eller i foreningens navn.

Tegningsberettigede personer kan ikke beslutte at formindske eller forstørre Hjemstavnsgårdens beholdning af museumsgenstande, og kan ikke beslutte anskaffelser på over 5000 kr. i løbet af et regnskabsår.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er tilstede.

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Der afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder om året.

Et bestyrelsesmedlem kan ikke samtidig være ansat i en evt. lønnet stilling for Vestfyns Hjemstavnsforening.

  • 13

Der nedsættes efter behov forskellige underudvalg bestående af folk i bestyrelsen og folk uden for bestyrelsen.

  • 14

Foreningens medlemmer betaler et årligt kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.

Foreningens midler til driften af Hjemstavnsgården tilvejebringes ved økonomisk støtte fra Assens Kommune.

Derudover søges at tilvejebringe midler til større reparationer og fornyelser gennem henvendelse til Assens Kommune, til fonde, private investorer, foreninger, kulturarvsstyrelsen m. fl.

  • 15

Kassereren alene har ret til at hæve på foreningens konti.

  • 16

Der påhviler hverken medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse for så vidt de har handlet inden for rammerne af foreningens vedtægter, generalforsamlingsbeslutninger, bestyrelsens vedtagelser eller den almindelige lovgivning.

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med sin formue, bankindeståender og gården inklusive alt inventar. Intet medlem hæfter for foreningens gæld, og intet medlem har andel i foreningens formue.

  • 17

Der er offentlig adgang til Vestfyns Hjemstavnsgård for besigtigelse af de fredede bygninger og deres omgivelser.

Det påhviler bestyrelsen at sørge for ordentlige toilet-, parkerings- og sikkerhedsforhold.

Stuehuset, kaffestuen og maskinhuset er aflåste, når der ikke foregår aktiviteter på Hjemstavnsgården.

  • 18

Ophæves foreningen i henhold til bestemmelsen i § 10 tilfalder en eventuel foreningsformue den ejer/de ejere, der agter at føre Hjemstavnsgården videre som museum for livet på landet.

Skulle dette ikke kunne ske tilfalder en evt. foreningsformue en institution eller et initiativ på Vestfyn, der vurderes at virke for egnens hjemstavnsværdier. Dette skal besluttes af generalforsamlingen.

Vedtægterne er godkendt på den ekstraordinære generalforsamling den 16. marts 2016

Underskrives     dirigenten      formanden

  1. marts 2016

                        Dirigent Ole Fischer.

Formand Paul V. A. Smith.